Vedtægter

I.

Navn, hjemsted, formål.
§ 1. Foreningens navn er Sdr. Bjert og Sdr. Stenderup Husholdningsforening.

§ 2. Foreningens hjemsted er de to sogne Sdr. Bjert og Sdr. Stenderup i Kolding Kommune.
§ 3. Foreningens formål er at medvirke til dygtiggørelse af kvinder og mænd med henblik på deres opgaver i hjem og samfund.                            

II

Medlemmer
§ 4. Som medlem kan optages enhver, der har interesse for foreningens arbejde.

III
Ledelse
§ 5. Foreningens øverste myndighed er generalforsamlingen. Mellem generalforsamlingerne varetager bestyrelsen foreningens virke og er ansvarlig for foreningens værdier.

§ 6. Ordinær generalforsamling skal være afholdt inden udgangen af maj måned hvert år. Indkaldelse udsendes med mindst 2 ugers varsel.

Ekstraordinær generalforsamling afholdes, såfremt bestyrelsen træffer beslutning herom, eller mindst 35 % af medlemmerne fremsætter skriftlig anmodning herom overfor bestyrelsen.

Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling skal ske senest en måned efter anmodningens modtagelse med mindst 2 ugers varsel. 

§ 7.  Den ordinære generalforsamlings dagsorden skal mindst omfatte:

                      1. Valg af dirigent
                      2. Beretning
                      3. Regnskab.
                      4. Fastsættelse af kontingent.
                      5. Indkomne forslag   
                      6. Valg af 4(5) bestyrelsesmedlemmer og 3 suppleanter 
                      7. Valg af 1 revisor og 1 revisorsuppleant 
                      8. Eventuelt

Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, indsendes til formanden senest en uge før. Beslutninger tages ved almindelig flertal. Hvis tre medlemmer ønsker det foretages skriftlig afstemning.

Generalforsamlingen vælger under formandens ledelse en dirigent. Denne undersøger, om generalforsamlingen er lovligt indvarslet og bekendtgjort, og leder forhandlingerne og stemmeafgivningen.

Alle medlemmer, der ikke er i kontingentrestance, har stemmeret.
Alle valg foregår ved skriftlig afstemning Bestyrelsesmedlemmerne vælges for 2 år og afgår skiftevis med 4 og 5 medlemmer. Suppleanterne vælges hvert år. Revisorer vælges for 2 år. Revisorsuppleant vælges hvert år.  

§ 8. Bestyrelsen består af 9 medlemmer samt 3 suppleanter. Efter hver generalforsamling konstituerer bestyrelsen sig med formand, næstformand, kasserer og sekretær. Der skal laves referat af generalforsamling og bestyrelsens møder.

§ 9.  Bestyrelsen sammenkaldes på formandens foranledning. Bestyrelsen kan træffe beslutning om, at suppleanterne og udvalgsmedlemmer kan deltage i møderne, dog uden stemmeret. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen er til stede

IV.

Tegningsret 
§ 10. Foreningen tegnes af den samlede bestyrelse. Bestyrelsen kan meddele prokura 

V.

Regnskab og revision
§ 11. Regnskabsåret er fra 1. april til 31. marts.

VI.

Hæftelse.
§ 12. For foreningens forpligtelser hæfter alene foreningens midler

VII.

Vedtægtsændringer og ophør
§ 13. Beslutning om ændring af disse vedtægter kræver tilslutning af 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer. 

§ 14. Forslag om foreningens ophør kan kun gyldigt vedtages af to på hinanden følgende generalforsamlinger med mindst 2 ugers mellemrum. Ved sidste generalforsamling kræves tilslutning af 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer. l tilfælde af foreningens totale opløsning anvendes dens eventuelle midler til kulturelt arbejde i Sdr. Bjert og Sdr. Stenderup. 

Vedtaget på foreningens ordinære generalforsamling den 9. maj 2005 og den ekstraordinære generalforsamling 5. oktober 2005.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Foregående side: Bestyrelse
Næste side: Program 2017-2018